Ingen IP adgang

cunecos projekter er godt i gang

15. sep. 2011 af Maja Skovgaard
Del på
Tags: Cuneco
cuneco gennemfører lige nu en række afklaringsprojekter, som skal danne grundlaget for det videre udviklingsarbejde af standarder og værktøjer til bedre digitaliseret samarbejde.

Projektchef i cuneco, Søren Spile, gør status over de igangværende projekter:

”Det første projekt, vi satte i gang, var behovsanalysen, og vi er nu færdige med den første af analysens tre bølger. Projektet handler om at komme i dialog med aktørerne igennem en række workshops og fokusgruppeinterview. I første bølge har vi fokuseret på byg- og driftsherrer, arkitekter, ingeniører, udførende og byggematerialeproducenter hver for sig for at komme nærmere deres erfaringer, behov og hvad de hver især efterspørger, når det gælder bedre udveksling af data. For eksempel står det meget klart, at de udførende efterspørger data til tilbudsprocessen, eksempelvis i form af en digital tilbudsliste, mens byg- og driftsherrerne efterspørger data til drift.”

De mange input fra disse workshops bliver behandlet videre i bølge 2 og 3 af behovsanalysen, der i første omgang fokuserer generelt på processerne i byggeriets faser og efterfølgende går i dybden med de processer, der kan håndteres digitalt på baggrund af cunecos udviklingsarbejde. cunecos sekretariat står bag gennemførelsen af behovsanalysen, hvis resultater bl.a. skal være med til at udpege fokusområder i efterfølgende projekter.

Grundlag for kode og struktur for bygningsdele i gang
Sideløbende med behovsanalysen har en projektgruppe bestående af Henrik Balslev, Balslev og Jacobsen ApS, Ulf Harlou, DTU/Center for Product Customization og Nicolai Karved, Betech Data A/S – alle med ekspertise og praktisk erfaring inden for klassifikation – arbejdet med at afklare struktur og kode for bygningsdele. Afklaringsprojektet er det første skridt på vejen i videreudviklingen af Dansk Bygge Klassifikation (DBK).

”Projektet er rigtig godt i gang. Vi har afdækket problematikkerne i forbindelse med koden for bygningsdele og herudfra defineret krav og forudsætninger for, hvordan vi kan færdiggøre koden. Projektgruppen har taget fat i forskellige eksperter inden for klassifikation. Bl.a. har Håvard Bell fra firmaet Catenda i Norge – og en af initiativtagerne til IFD – været med til at kvalificere resultaterne fra projektgruppens afklaringsarbejde. Nu har vi grundlaget for at udvikle en brugbar kode for bygningsdele, der fx vil gøre det lettere at sortere bygningsdele til mængdelister. Det ser positivt ud. De afklaringer og input, vi har fået, ser alle ud til at pege i samme retning,” fortæller Søren Spile.

Softwareleverandørerne er desuden med i processen, så det sikres, at den kode, der udvikles, er it-egnet. Resultaterne præsenteres bl.a. for bips/cunecos it-forum for at få feedback fra andre softwareleverandører. På den baggrund er det planen at udvikle en it-prototype, der kan bruges til at afprøve koden i praksis.

Ud over den løbende interne høring er der planlagt en høringsworkshop i november i år.

Sideløbende med afklaringsprojektet for bygningsdele er afklaring af struktur for egenskabsdata igangsat. Her er projektgruppen sammensat af Bent Dalgaard, Dalux, Gunnar Friborg, bips, Michael Blom Søefeldt, ALECTIA A/S og Niels Treldal, Rambøll Danmark.

”Projektgruppen er i gang med at få overblik over både nationale og internationale arbejder inden for området, så de har et fælles grundlag at arbejde ud fra. IFD er relevant i forbindelse med egenskabsdata, bl.a. i forbindelse med international kompatibilitet,” beretter Søren Spile.

Fælles stamdatabase
Afklaringsprojekterne og behovsanalysen er med til at danne grundlaget for udviklingen af de standarder, vejledninger mv., som cuneco vil gøre tilgængelige for alle aktører i en fælles stamdatabase. Kravspecifikationerne til databasen er allerede nu i gang med at blive defineret:

”Tanken er, at det bliver en cloudbaseret løsning. Dvs. at alle standarder, vejledninger mv. samles på en server, som kan tilgås via internettet. Man skal bl.a. kunne slå bygningsdelskoder op, hente egenskabsdata i xml-format og eventuelt kunne verificere, at de data, der udveksles mellem et projekts parter, overholder standarderne,” fortæller Søren Spile. Det er hensigten, at standarderne bliver tilgængelige, efterhånden som de færdiggøres i løbet af projektperioden. cuneco og bips arbejder desuden på at udvikle en forretningsmodel for, hvordan stamdatabasen skal driftes, vedligeholdes og udvikles, når cunecos projekt slutter i 2014.

Mød cuneco på bips konferencen
cuneco drives under ledelse af foreningen bips og er derfor en naturlig del af årets bips konference på Nyborg Strand den 26.-27. september 2011. Hør om centrets projekter, og hvordan bips og cuneco gør ambitionen til virkelighed, når det gælder udviklingen af det fælles grundlag for digitaliseret samarbejde i byggeri, anlæg og drift. Hør blandt andet om de første resultater fra behovsanalysen, og hvordan cunecos resultater skal afprøves i praksis forbindelse med opførelsen af supersygehuset i Gødstrup. Program og tilmelding på bips.dk/konference
 

Personlig adgang

Log ind for at få adgang til værktøjer og personlige favoritter.

Nyheder

  • 13. maj. 2013

    Se høringskommentarer til CCS Klassifikation af bygningsdele Læs mere

  • 10. maj. 2013

    Sekretariatet holder lukket fredag den 10. maj 2013 Læs mere

  • 19. apr. 2013

    Se cunecos svar på høringskommentarer til informationsniveaumetoden Læs mere

  • 19. apr. 2013

    Se videoen: CCS Klassifikation og Identifikation kort fortalt Læs mere

  • 19. apr. 2013

    Video: Studerende tester informationsniveauer Læs mere